Rekordhøje globale energipriser rammer også forbrugerne i Hadsund – men mildt!
Energipriserne har aldrig været højere, og det rammer alle danskere. Heller ikke Hadsund går ram forbi, men her slipper forbrugerne hos Hadsund Fjernvarme billigere end andre steder.
Gasprisen er seksdoblet det seneste år, og elprisen er i øjeblikket 4-5 gang så høj som sidste år. Og det betyder mange steder meget højere regninger på varmeforsyning hos forbrugerne. Men i Hadsund skal forbrugerne ikke have helt så mange ekstra penge op af lommerne.
”Lige nu sparer fjernvarmekunderne i Hadsund tusindvis af kroner om året i forhold til andre steder i landet”, siger Bo Holt Andreassen, direktør for Hadsund Fjernvarme.
I Hadsund har de høje energipriser nemlig ikke helt de samme økonomiske konsekvenser for fjernvarmekunderne som mange andre steder i Danmark. Det skyldes, at varmeforsyningen består af biomasse og solvarme, derfor vil varmeprisen kun stige cirka 500 kroner om året for et standardhus. Og det er billigt sluppet, understreger Bo Holt Andreassen.
”Vi har hørt om fjernvarmeværker, der må hæve deres pris med 7.000,- kr. om året, nogle helt op til 1.000,- om måneden, men det er de værker der anvender naturgas og el. Så vi skal være glade for vores fliskedler i Hadsund”.
Grunden til stigningen er, at prisen på elektricitet er steget voldsomt i Europa, og at der er en generel stigning på energipriser globalt. Og hvis man for eksempel fyrer med naturgas, så giver det virkelig god mening at blive koblet på fjernvarmenettet som det er nu. Interesserede er altid velkomne til at kontakte Hadsund Fjernvarme for spørgsmål og priser.