Pressemeddelelse
Hadsund Fjernvarme hjælper lokal virksomhed med at blive grøn
En konvertering til fjernvarme kan være svaret for virksomheder i Hadsund-området der ønsker at højne deres grønne profil og sænke udledningen af co2. Det kan den lokale Nilfisk-afdeling skrive under på: et år efter de blev koblet på fjernvarmenettet, er de blevet grønne forbilleder globalt.
”Vi var faktisk i tvivl i nogle år, om vi skulle konvertere fra naturgas til fjernvarme, men set i bakspejlet, så kunne vi godt have gjort det før”, fortæller John B. Pedersen, der er Regional FM Manager hos Nilfisk i Hadsund.
Med konverteringen fra naturgas til fjernvarme for godt et år siden sparer Nilfisk afdelingen i Hadsund 366,5 ton co2, og det er noget, der har fået John B. Pedersens Nilfisk-kollegaer i udlandet til at spærre øjnene op.
” Nilfisk’ afdelinger i andre lande kigger mod Hadsund nu, fordi de kan se, at vi gør det godt på det grønne område. Så det er en solstrålehistorie, det er helt sikkert. Og det er noget, vi er stolte af”, siger John B. Pedersen.
Hos Hadsund Fjernvarme glæder direktør Bo Holt Andreassen sig også over samarbejdet, og over, at både Nilfisk og varmeværket begge to sig den tid, der skulle til, så begge parter kom ud af det som ”vindere”, som han udtrykker det.
”Jeg glæder mig hver gang, vi tilslutter en erhvervskunde. For os er det nemt og overskueligt og for virksomhederne betyder det, at de får tid til at fokusere på deres kerneområder – nemlig at drive virksomhed uden at skulle bekymre sig om opvarmning og energipriser, den del tager vi os af.
FAKTA: · Hadsund Fjernvarme har forsynet borgere i Hadsund med varme i mere end 60 år. · Værket er 100 procent co2-neutralt. · Hadsund Fjernvarme forsyner mere end 2000 husstande og virksomheder i lokalområdet.
|